Smerteforståelse 101 - Forståelse af smerter gør det lettere at håndtere dem
Skrevet af Fysioterapeut Natasja Skoglund Foto: PexelsHvad er smerte?
Når jeg arbejder med patienter med længerevarende smerter, består en vigtig del af behandlingen i patientuddannelse. Ved at give patienten en større forståelse for, hvad der sker i kroppen og i hjernen, når vi har ondt, kan det gøre det nemmere at cope med smerterne.
Tidligere troede man, at smerter altid skyldes en skade - men vi er heldigvis blevet meget klogere.
Smerte er et yderst komplekst fænomen, som er svært at forstå, og som derfor også kan være svært at behandle. Et rigtig godt sted at starte er ved at forstå, hvad der sker, når vi har ondt.
Smerte er en oplevelse som produceres i hjernen. Oplevelsen kommer på baggrund af den information, hjernen får, og mekanismen fungerer som et slags alarmsystem, som er til for at passe på os.
Faktorer som har betydning for smerteoplevelsen
Når man taler om smerte, er der mange forskellige faktorer, som spiller ind på det, som opleves. Smerter er bio/psyko/sociale. Det vil sige, at smerter altså ikke kun opstår på baggrund af en fysisk skade, men et sammenspil af en masse forskellige faktorer, som skaber et output i hjernen. Disse informationer bruger hjernen til at vurdere, om der skal produceres smerte som en beskyttelsesmekanisme. Og fordi mange faktorer har betydning for smerter, nytter det ikke noget kun at kigge på en enkelt faktor, når man skal behandle dem.
Faktorer som kan have indvirkning på smerteoplevelse kan være eksempelvis: tidligere erfaringer, overbevisninger, følelser, omgivelser, søvn og stress/belastninger - for bare at nævne nogle.
Vi mennesker er vidt forskellige, og hvordan vi ser og oplever verden, er derfor også vidt forskelligt. Vi ser verden ud fra vores perspektiv, og det er det samme med smerter. Det, vi oplever, er set ud fra vores perspektiv, og det oplevede er altid ægte for os. De smerter, du oplever, er altså aldrig noget “du bilder dig ind” - oplevelsen er altid reel, også selvom der måske ikke kan findes en biologisk forklaring på smerterne.
I den akutte fase af smerter vil hjernen producere smerte som en forsvarsmekanisme der beskytter dig og fortæller dig at området kræver din opmærksomhed. Men jo længere smerterne står på, jo “bedre” bliver hjernen til at opfange signalerne og jo mere sensitivt bliver dit nervesystem/alarmsystem.
Smertemetafor
Der findes mange metaforer til at forklare smerter. Her er et eksempel:
Forestil dig din krop som et hus med et alarmsystem. Alarmsystemet er til for at beskytte dig mod fare, og alarmen skal gerne gå igang, hvis der bliver smadret en rude. Dette kan overføres til, at du får en skade. Efterfølgende vil husets alarmsystem blive mere sensitivt overfor stimuli. Nu skal der kun ringes på dørklokken, før alarmen begynder. Hvis dette overføres til kroppens nervesystem efter en skade, vil det betyde, at det skadede område vil være ekstra sensitivt for at beskytte dig. Det kan være hensigtsmæssigt ved en nyopstået skade, men hvad hvis smerten fortsætter efter skaden er helet?
At arbejde med smerterne
Der findes heldigvis en løsning. Og den handler om at træne dit nervesystem og din hjerne.
Hjernen er plastisk. Det vil sige, at den er tilpasningsdygtig ift, hvad vi udsætter den for. Er du endt i en situation med længerevarende smerter uden at kunne forklare hvorfor, kan det give mening at arbejde med de bio/psyko/sociale faktorer omkring dine smerter. Denne tilgang handler om, at du selv er en aktiv del af behandlingen. Alle faktorer skal i spil for en fyldestgørende behandling og størst sandsynlighed for succes.
Ved at arbejde med gradvis belastning, overbevisninger, livsstil, copingstrategier mm. vil du være godt rustet til at stå på egne ben ift at cope med dine smerter og forhåbentlig på sigt få et smertefrit liv.